Hvad er socialdans?

Socialdans kan have mange former, men er generelt et udtryk for, at man mødes en flok og danser sammen. Nogle gange mødes vi til live-musik ude i byen, eller vi kan mødes hjemme hos hinanden privat. Der vil ofte være socialdans i forbindelse med undervisning. Her danser vi i den samme sal som undervisningen foregår men gulvet er nu frit. Der vil ofte være en DJ, ellers bliver der sat en playliste på. Når vejret tillader det, sker det også at vi laver socialdans udenfor i parker eller på pladser.

Tænk på hvilken type socialdans du skal til?
-Er det ude på en bar/café er det høfligst at købe drikkevarer i baren, og være diskret med sko og tøjskift. Der skal være plads til alle, og vi vil meget gerne at alle har en god oplevelse med dansen, også de som ikke danser. Vi skulle gerne kunne komme igen en anden gang.

-Hvis det er et privat arrangement så respekter værten, og de rammer som værten sætter for socialdansen. Evt. at der kun danses i strømpesokker, eller at man selv medbringer drikkevarer.

Der er ingen krav til hvem man er eller hvad man kan for at møde op til socialdans. Tjek Facebook for arrangementer.

Til social dans kan alle byde hinanden op til dans, både leads og follows; og vi danser med hinanden på kryds og tværs. Ofte vil man danse to danse med hinanden, men det er helt okay at danse blot én dans, eller så mange danse man har lyst til. Der er ikke regler for hvordan man byder op, men det mest simple er at gå hen til den pågældende og spørge om de vil danse. Du skal ikke være bange for at få et nej – hvis det sker at du får et nej, har det ikke noget med dig at gøre, som oftest er det et spørgsmål om at den pågældende har brug for en pause eller måske ikke bryder sig om den pågældende sang.

Mange vil fortælle dig at det er til socialdans at du rigtigt lærer at danse blues. Her vil du møde alle typer af dansere, alt fra undervisere til nybegyndere og folk som danser alt muligt andet men som elsker at komme til bluessocialdans. Vi er en broget flok i alle aldre.