Bluesdans

Bluesdans har rødder i det afroamerikanske miljø i USA, hvor man mødtes efter en lang arbejdsdag for at slappe af, spille musik og danse med hinanden – i røgfyldte juke joints efter slavefrigørelsen, og til de såkaldte rent parties, hvor folk åbnede deres døre, bryggede gin i badekarret og lagde hus til fester for at skaffe penge til huslejen.

Bluesdans er en paraplybetegnelse for en hel masse “små” bluesdanse, så som fishtail, ballrooming, funky butt og mange flere. Disse danse er opstået sammen med bluesmusikkens udvikling, som har skabt en mangfoldig  type dans med meget forskellige udtryk – der er altså en bluesdans for hver type bluesmusik. I moderne bluesdans danser vi som regel en blanding af alle disse bluedanse, også kaldet “idiom dances”.

Bluesdans kan danses både solo og sammen med en partner. Dansen bygger blandt andet på elementer af improvisation, inspiration, forbindelsen til musikken og kontakten med din partner – med mindre du danser solo…